
2010 var endnu et år, hvor TDC leverede særligt gode finansielle resultater. På et udfordrende marked leverede TDC en vækstrate på 0,3% og EBITDA-vækst på 2,2% og levede således op til de stillede forventninger for året. EFCF (Equity Free Cash Flow) var også meget solidt og endte på DKK 4,5 mia. Korrigeret for indvirkningen af timingen af betalt skat i 2009 svarer det til EFCF-vækst på 34,4%, hvilket vidner om en stærk underliggende udvikling i driftseffektiviteten.
TDC har som i de foregående år opretholdt et højt investeringsniveau vedrørende vores infrastruktur med anlægsinvesteringer på i alt DKK 3.543m (13,5% af anlægsinvesteringer /omsætning). Vi fortsatte i 2010 med at styrke fibernettet (FttX), kabelnettet og turbo 3G mobilnettet, som stadigvæk er vores primære investeringsprioriteter sammen med den løbende opgradering af vores it-platforme. Endvidere påbegyndte TDC i 2010 udrulningen af LTE/4G, der til en start vil omfatte Danmarks seks største byer. Dette sker efter vores vellykkede erhvervelse i foråret af en LTE-licens på 2x20 MHz i 2,5 GHz frekvensområdet. I løbet af det kommende år vil vi lancere vores første 4G-produkter og -tjenester.
De seneste investeringer i infrastruktur er en del af TDC's plan om at investere DKK 25 mia. i dansk infrastruktur frem mod 2020. Med dette omfattende mellemlangsigtede investeringsprogram vil vi fortsat kunne tilbyde vores danske kunder førende produktinnovationer og avancerede produkter af høj kvalitet. Det vil også være en væsentlig faktor til at understøtte den danske regerings ambitiøse plan om, at alle danske husstande i 2020 skal have adgang til bredbåndshastigheder på 100 Mbit/s. TDC er klar til at fastholde sin rolle som rygraden i Danmarks kommunikationssamfund, der er blandt de mest avancerede og digitaliserede i verden.
På det danske marked er konkurrencen på pris yderligere skærpet i 2010. TDC's stærke portefølje af brands har under disse betingelser vist sin styrke, idet det er lykkedes os at fastholde vores førende markedspositioner. Inden for mobiltjenester øgede TDC i 2010 antallet af detail-RGU'er (Revenue Generating Units) med 2,7%. På fastnetmarkedet lykkedes det TDC at forsvare base på 1,3m RGU'er inden for bredbånd på detailmarkedet samt at reducere det samlede tab af linjer med 19% med en række initiativer, der succesfuldt reducerede afgangen af PSTN-kunder og forbedrede vores evne til at overføre PSTN-kunder til IP-produkter. Desuden ser vi fortsat, at antallet af RGU'er pr. aktiv linje stiger, idet vi fremmer salget af vores succesrige IP-multiplayprodukter HomeDuo og HomeTrio samt styrker krydssalgsaktiviteterne. Primo 2009 havde vi 1,36 RGU pr. linje, ultimo 2010 var tallet steget til 1,43 RGU pr. linje.
TDC fortsætter med at forstærke væksten inden for digital-tv og mobildata med investeringer i infrastruktur, innovation og markedsføring. I 2010 øgede vores samlede tv-forretning (YouSee kabel-tv og TDC IP-tv) omsætningen organisk med 17%. TDC oplevede specielt en stor stigning i digitale tv-funktioner og on demand-tjenester - antallet af lejede film gennem vores video-on-demand-tjeneste for hele året steg med 217%. Inden for mobildata steg omsætningen som følge af fortsat vækst inden for mobilbredbånd (dongles) og dataforbrug via smartphones, og i sidste kvartal af 2010 udgjorde smartphones tæt på 70% af alle mobiltelefoner solgt i forretningsenheden Privat.
I TDC Nordic var omsætnings- og EBITDA-væksten på sammenlignelig basis hhv. på 6,5% og 7,4% drevet af vores IP-VPN-, mobil- og systemintegratorforretninger samt fortsat forbedringer af driften. I Sverige, Finland og TDC Hosting gjorde vi betydelige fremskridt med at yderligere udvide vores rolle som leverandør til kunder i den offentlige sektor i hele Norden.
Vores bestræbelser på at styrke TDC's og YouSees kundeservice fundamentalt fortsætter igennem forbedringsprogrammet TAK. Der er gjort store fremskridt på mange områder, bl.a. med Fullrate og Telmore, der fortsat har de bedste kundetilfredshedsvurderinger på det danske telekommunikationsmarked. Der er dog stadig lang vej igen, og vi vil fortsat fokusere på vores processer, teknologiplatforme og produkter for at sikre, at vi tilbyder vores kunder den oplevelse, som de med rette kan forvente af os.
2010 har været et krævende år for TDC organisationen, et år hvor vi leverede særdeles gode resultater i et marked med store udfordringer og samtidig præsterede omfattende forbedringer af driften samt nåede betydelige finansielle milepæle, såsom vores solide investment grade rating. Disse resultater kan i høj grad tilskrives TDC's medarbejdere. Det er værd at bemærke, at medarbejdertilfredsheden i 2010 nåede det højeste niveau, siden tilfredshedsundersøgelsen blev introduceret i 2005 - og vi vil fortsat stræbe efter hvert år at gøre det endnu bedre.
Sidst men ikke mindst lykkedes det i 2010 TDC at nå to betydelige strategiske milepæle. I oktober meddelte TDC frasalget af den schweiziske dattervirksomhed Sunrise og tilendebragte dermed den strategiske rejse mod at blive et teleselskab med nordisk fokus. Den 13. december solgte TDC's majoritetsaktionær NTC 210 millioner aktier i selskabet i en af de største aktietransaktioner i Europa i 2010. NTC reducerede således sin ejerandel i TDC til 59,1% og gjorde det muligt for flere hundrede institutionelle investorer i hele verden samt tusinder af danske private investorer at investere i selskabet.
For TDC bliver 2011 endnu et år med ufortrødent disciplineret fokus på forbedringer af driften, fortsatte investeringer i innovation, infrastruktur, brands og de medarbejdere, der tilsammen udgør TDC's stærke fundament, og ikke mindst at levere de resultater, vi har forpligtet os til over for vores aktionærer.
Henrik Poulsen
Adm. Direktør og koncernchef
TDC A/S
Tilføjet til din personlige rapport..
Du kan tilføje sider eller sektioner til din personlige TDC report.
Gå til din Personlig rapport side for at tilføje/fjerne sider, og download din rapport